Hvorfor giver det mening at have en fagforening som selvstændig?
- Pia Maria Lie

- 9. jun.
- 2 min læsning

Måske har du stillet dig selv spørgsmålet: Hvad skal jeg egentlig bruge en fagforening til som selvstændig?
Når man selv skaber sine projekter, finder sine opgaver og organiserer sit arbejdsliv, kan det være svært at se, hvad en fagforening skal gøre for én. Det forstår jeg godt. Samtidig er min erfaring en anden. For mig har det været en vigtig del af mit arbejdsliv, og jeg har brugt min fagforening aktivt gennem mange år, også før jeg blev selvstændig. Her brugte jeg fx en karrieresamtale til at afklare, om det var en vej for mig. Siden har jeg deltaget i kurser, døgnarrangementer og konferencer og været mentor for nyuddannede.
Et stærkt fællesskab – men en lille sektor
Det er ikke kun de faglige input, der er vigtige, det er også relationerne. Som selvstændig står man af og til alene i hverdagen uden kolleger at sparre med. I DM’s sektor for selvstændige har jeg fundet et fagligt og engageret fællesskab, hvor man kan dele erfaringer, vender udfordringer og opdager nye muligheder, og hvor der også er plads til det, som ellers kan være svært at stå med alene. Vi hjælper hinanden, deler viden og bygger relationer. Men vi er også en relativt lille del af en stor fagforening. Derfor er noget af det vigtigste arbejde lige nu at blive mere synlige og sikre, at vores vilkår bliver tydeligt repræsenteret.
Samtidig er der et stort, og endnu ikke fuldt udnyttet, potentiale i samarbejdet på tværs af sektorer i DM. Selvstændige arbejder ofte i krydsfeltet mellem flere fagligheder. Derfor vil det for mig give god mening og værdi at skabe tættere forbindelser til øvrige sektorer som Privat, Civilsamfund, Kommunikation, Kultur og medier. Ved at sætte gang i samarbejde og netværk mellem sektorerne er der mulighed for, at sparring og konkrete opgaver kan opstå.
Derfor stiller jeg op
Der er lige nu suppleringsvalg til bestyrelsen for DM Selvstændig, og jeg har valgt at stille op. Ikke fordi jeg mener, jeg har alle svarene, men fordi jeg allerede er en del af det fællesskab, jeg gerne vil være med til at styrke. Jeg kommer med erfaring fra et bredt arbejdsliv som selvstændig:
Jeg udvikler egne projekter og skaffer finansiering gennem fondsansøgninger, faciliterer workshops og konferencer og samarbejder med organisationer på tværs af sektorer. Den erfaring tager jeg med ind i bestyrelsesarbejdet, som jeg også kender fra bl.a. rollen som formand for en skolebestyrelse og fra bestyrelsesarbejde i foreninger.
Jeg vil arbejde for:
· stærkere fællesskaber blandt selvstændige
· bedre kobling til andre sektorer i DM
· relevante kurser og tilbud
· og en tydeligere stemme for selvstændige
Hvis du er medlem af DM Selvstændig, så håber jeg, du vil bruge din stemme. For mig handler det ikke kun om et valg, men om hvordan vi sammen får en stærkere stemme som selvstændige.




Kommentarer