Stort tillykke! Det er godt gået. Så blev din fondsansøgning imødekommet med en bevilling. Så er det på med arbejdstøjet og gennemføre projektet. Pyha, det kan godt føles lidt uoverskueligt, når den første glæde har lagt sig.
Som projektejer og administrator af projektet er der nogle helt overordnede formalia, der skal være på plads, når du modtager en bevilling.
Omfanget af de fondsadministrative opgaver er forskellige fra fond til fond, men omfatter som oftest løbende tilbagemeldinger på fremdrift, dokumentation af realiseret medfinansiering og afrapportering og dokumentation af opnået resultat.
Fondene er strikse, hvis du ikke overholder de aftalte tilbagemeldinger, eller der sker for store afvigelser i budgetposterne. Derfor skal du orientere fonden, hvis der sker væsentlige ændringer i projekt og budget.
Heldigvis er der hjælp at hente hos fondene, der stiller sig til rådighed med hjælp og rådgivning hele vejen gennem projektet. Husk på, det er også i deres interesse, at projektet bliver realiseret. God dialog og tydelig kommunikation er som altid vejen frem, derfor er det en god ide, at du sørger for at afrapportere løbende undervejs i projektet, så du ikke skal lave det hele på en gang.
Hvis du er en projektejer, der ikke har en stor virksomhed, kommune, uddannelsesinstitution e.l. i ryggen, kan det være en god ide at finde en god ekstern revisor og evt. en freelancebogholder, der kan være med til at holde styr på budgettet og sørger for udbetaling af fakturaer til samarbejdspartnere og leverandører.
Og så er det ellers med at få indkaldt projektgruppen og talt projektet igennem, inden der udarbejdes en detaljeret tids- og projektplan. Der skal indgås aftaler med leverandører og konsulenter og andre, der skal involveres undervejs i projektet.
Det bliver sjovt, og klap dig selv for at være kommet igennem nåleøjet.
Endnu engang stort tillykke :-) Lad propperne springe!
Hvis du har brug for mere rådgivning, er du velkommen til at kontakte mig.
Ellers kan du finde mere inspiration i mine indlæg:
Find den rigtige fond
Comments